Koordineret udgående indsats

Et samarbejde mellem Regionspsykiatrien Midt og Socialafdelingen i Silkeborg Kommune

I Psykiatriens Hus i Silkeborg har vi et udgående team, som hurtigt kan rykke ud til borgere for at give ambulant psykiatrisk behandling og socialpsykiatrisk støtte hjemme hos dem selv.

Hensigten med indsatsen er at give borgere hurtig og koordineret hjælp, når de har behov for det, og dermed kan teamet være med til f.eks. at forebygge en indlæggelse eller fremme en tidligere udskrivelse fra et sengeafsnit. Teamet kan også være med til at sikre gode overgange fra ét tilbud til ét andet, så ens borger-/patientforløb glider så gnidningsfrit som muligt.

Indsatsen i vores udgående team består ofte af intensive forløb, hvor man i en kort periode har brug for ekstra hjælp og støtte.

 

Hvem henvender tilbuddet sig til?

For at blive tilknyttet teamet er der nogle krav, som man skal opfylde. Man skal bl.a.:

  • være over 18 år.
  • være bosiddende i Silkeborg Kommune.
  • have akut behov for behandling i behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrisk hjælp - uanset hvilken psykiatrisk diagnose man har.
  • kunne være i eget hjem med tæt ambulant kontakt og socialpsykiatrisk hjælp.

Eksempler på borgere/patienter, som kan blive tilknyttet teamet:

  • En borger i et ambulant/socialpsykiatriske forløb, der oplever en forværring af sin psykiske sygdom og derfor har behov for tættere ambulant kontakt og socialpsykiatrisk støtte i eget hjem for at forebygge en eventuel indlæggelse på et sengeafsnit.
  • En patient som har været indlagt på et sengeafsnit, hvor indsatsen fra det udgående team kan hjælpe patienten med at blive udskrevet tidligere.
  • En borger som ikke er tilknyttet en kommunal eller regional indsats endnu.

Hvordan får man adgang til tilbuddet?

For at få adgang til tilbuddet skal man henvises til teamet. Man kan blive henvist af en række forskellige personer f.eks.: Ens behandler, en bostøtte, ens privatpraktiserende læge eller en psykiater. Det kan også være personale på et sengeafsnit i enten psykiatrien eller sygehusvæsnet, Voksenrådgivningen, en myndighed, et socialpsykiatriske bosted eller kommunale afdelinger som f.eks. Jobcenteret eller Sundhed og Omsorg.